Stedets dialekt: ny bydel, lokal og global, et landskab af verdenshaver, mangfoldige biotoper og fællesskaber, forunderlige sanserejser, et landskabeligt kuriositetskabinet, forundring og nysgerrighed
STED: Hyllie, Malmø
TYPE: Konkurrenceforslag
PROGRAM: Byrum og landskab
BYGHERRE: Malmö Stad
SAMARBEJDE: GHB Landskabsarkitekter, Atkins
ÅR: 2018
En Värld av Gröna Vånger er en masterplan for en fremtidig park, der skal skabe en ny grøn bydel og identitet i Hyllie.
Parken bliver et landskab af verdenshaver. Her inviteres man til at gå på opdagelse med alle sine sanser i fortolkninger af verdens mangfoldige landskaber og biotoper – et landskabeligt kuriositetskabinet, hvor nysgerrighed pirres.
Med reference til stedets kulturhistoriske marklandskab struktureres parken i marklodder eller vånger. Indramningen af lodderne er parkens lokaltforankrede infrastruktur, mens de enkelte lodder hver udgør en verdenshave. Hver verdenshave er et iscenesat landskabsrum, der er forenklet og skærpet, så oplevelsen og sanseerfaringen forstærkes. Ved at arbejde med kontrastfulde landskabskompositioner – en tætbeplantet bøgeskov, en åben lysning, en forhøjning, et lavt delta – kondenseres og intensiveres rum og oplevelse.
Foranderlighed er samtidig et potentiale, vi aktivt arbejder med i landskabsrummenes udformning og beplantning. Foranderligheden rummer en poesi. Årstidernes skiften med alt, hvad dertil hører – lyset der ændrer sig, hård vinterblæst og blide sommerbriser, bladenes skiftende farveskalaer, kirsebærtræerne der springer ud, vandløb der fryser til is. Beplantningen udvælges nøje, så parken tilbyder sanselige oplevelser året rundt.